JAZZHISTORIE

Afskedskoncert med Royal Garden Jazz Band

At tage afsked med noget godt er som regel trist. Der var dog ikke megen tristhed over koncerten på Støberigården d. 21. maj 2022, som orkestret havde erklæret som den sidste i en lang række af successer gennem mere end 60 år.

Orkestrets geografiske udgangspunkt fornægtede sig ikke. Et publikum så stort som vel aldrig før i klubbens historie (ca. 140), hvoraf mange havde danset og lyttet til bandets populære toner i deres ungdoms dage, var en oplagt baggrund for musikerne til atter engang at præstere deres bedste. Filmstrimler og smagsprøver fra ”gamle dage” fremførtes af ensemblets eneste ”originale” medlem, Flemming Seiersen.

De gav den med andre ord ”All of Me”, som også indgik i repertoiret, der ligeledes havde en nostalgisk sammensætning med bl.a. ”Basin Street Blues”, ”Nyboders pris”, ”Someday I’ll be Sorry”, ”I can’t give You Anything but Love”, ”Memories of You”,  ”I won’t Surrender”, ”On the Sunny Side ...”, ”When You’re Smiling” og ”Down by the Riverside” til sidst.

Det veloplagte publikum hyggede sig med musikken, nød den veltillavede buffet, og man kan konstatere, at Støberigården er et udmærket sted for den slags arrangementer.

Klubbens næste koncert finder sted d. 16. september 2022 med East Harbour Jazzband i Musikværket.

***************

Royal Garden Blues

Vor klubs navn associeres umiddelbart med jazzstandarden, Royal Garden Blues, der er skrevet af New Orleans pianisterne, Clarence og Spencer Williams i 1919. 

Melodien er første gang indspillet på plade i 1920 af George Morrison Jazz Orchestra fra Denver, men opnåede først popularitet adskillige år senere med to andre indspilninger med the Dixieland Jazz Band og Mamie Smith and Her Jazz Hounds. Melodien anses for den første populærsang, der er baseret på et såkaldt riff i højere grad end på en egentlig melodi, og den gennemgik med årene flere forvandlinger. Nogle var med tekst, bl.a. m. Mamie Smith og Ella Fitzgerald og andre uden tekst, f.eks. med Louis Armstrong, Bix Beiderbecke, Duke Ellington, Benny Goodman og Tommy Dorsey, - blot for at nævne nogle i den meget lange rækker af orkestre, der har haft nummeret på program­met.

De to komponister, der trods navnet ikke var i familie med hinanden, var prominente medlemmer af datidens jazz-miljø i 1920’erne. Clarence havde sit eget orkester, der somme tider havde Louis Armstrong og Sidney Bechet som medlemmer. Spencer, der levede uden for USA fra 1925 til 1957 akkompagnerede Josephine Baker og Fats Waller og samarbejdede med Roger Graham og Dave Peyton om ”I Ain’t Got <Nobody” og med Jack Palmer om ”I found a New Baby” og ”Everybody Loves My Baby”.